Middelalderlig japan Kultur af middelalderlig Japan

Egenskaber i Japan og dets historiske udvikling er tydeligt synlige i dag. Dette oprindelige land kunne gennem århundreder næsten uændret en speciel kultur, der i mange henseender var forskellig, selv fra de umiddelbare naboer, der blev født på territoriet. Hovedtrækkene i de traditioner, der er karakteristiske for Japan, optrådte i de tidlige middelalder. Alligevel var kunsten fra de udviklende mennesker præget af ønsket om at nærme sig naturen og forstå sin skønhed og harmoni.

betingelser

Det middelalderlige Japan, der ligger på øerne, var beskyttet mod naturens indbrud. Indflydelsen fra den eksterne verden på landet fremgik hovedsagelig i samspillet mellem indbyggerne med koreanerne og kineserne. Og med den første kæmpede japanskere oftere, mens den anden tog meget.

Den interne udvikling af landet var uløseligt forbundet med naturlige forhold. På relativt små øer er der næsten ingen steder at flygte fra de formidable tyfoner og jordskælv. På den ene side søgte japanskerne på den ene side ikke at byrde sig med unødvendige ting, således at det til enhver tid var muligt at indsamle alle de væsentlige elementer og blive reddet fra de raserende elementer.

På den anden side var det takket være sådanne forhold, at den middelalderlige Japans kultur fik sine egne egenskaber. Indbyggerne på øerne var opmærksomme på elementernes kraft og deres manglende evne til at modsætte sig noget, de følte styrken og samtidig naturens harmoni. Og de forsøgte ikke at krænke det. Kunst fra middelalderens Japan udviklede sig på baggrund af Shinto, baseret på tilbedelse af elementernes ånder og derefter buddhismen, som hilste den kontemplative realisering af den indre og ydre verden velkommen.

Den første stat

På territoriet på øen Honshu i III-V århundreder. Formet tribal federation of Yamato. I det fjerde århundrede var den første japanske stat, under ledelse af Tenno (kejser), dannet. Medieval Japan i den periode afsløres for forskere i færd med at studere indholdet af gravhøje. I deres struktur er forbindelsen mellem landets arkitektur og natur følt: højden ligner en ø, der er dyrket med træer, omgivet af en vandgrav. Forskellige objekter af hverdagen blev anbragt i gravstedet, og resten af den afdøde hersker blev bevogtet af hule keramiske haniva figurer anbragt på overfladen. Disse små figurer viser, hvor opmærksomme de japanske mestere var: De skildrede mennesker og dyr og bemærkede de mindste træk og kunne formidle stemningen og karaktertræk.

Japans første religion, shintoisme, fordømte hele naturen, beboede ånden i hvert træ eller dam. Templer blev bygget i et bjergagtigt og skovklædt område af træ ("levende" materiale). Arkitekturen var meget enkel og passer perfekt ind i den omgivende natur. Templerne havde ikke nogen ornamenter, de syntes at strømme glat ind i landskabet. Kulturen i middelalderlig Japan forsøgte at forene natur og menneskeskabte strukturer. Og templerne viser det klart.

Dannelsen af feudalisme

Japan i middelalderen lånte meget i Kina og Korea: funktionerne i lovgivningen og landadministrationen, skrivning og statskab. Gennem naboerne i landet trængte ind og buddhismen, som spillede en stor rolle i dens udvikling. Han hjalp med at overvinde landets indre uensartethed, forene de stammer, som Japan deltog i. Perioderne Asuka (552-645) og Nara (645-794) blev præget af fremkomsten af feudalisme, udviklingen af en original kultur baseret på lånte elementer.

Kunsten i den tid var uløseligt forbundet med opførelsen af bygninger, der havde en hellig betydning. Et storslået eksempel på et buddhistisk tempel i denne periode er Khoruji, et kloster bygget nær Nara, Japans første hovedstad. Alt er fantastisk i det: storslået indretning, en stor fem-etagers pagoda, et massivt tag i hovedbygningen, understøttet af indviklede parenteser. Kompleksets arkitektur er mærkbar som indflydelsen fra traditionerne i den kinesiske konstruktion, såvel som de karakteristiske træk, der karakteriserede Japan i middelalderen. Der er ikke noget område, der er typisk for de helligdomme, der blev bygget i det himmelske imperiums storhed. Japanske kirker var mere kompakte, selv miniature.

De mest imponerende buddhistiske templer begyndte at blive bygget i det VIII århundrede, da en centraliseret middelalderstat blev dannet. Japan havde brug for en hovedstad, og det blev Nara, bygget på den kinesiske model. Templer her blev bygget for at matche byens skala.

skulptur

Kunst udviklet på samme måde som arkitektur, fra imitering af kinesiske mestere mod erhvervelse af en stadig større identitet. De blev oprindeligt fjernet fra de guddommelige jordiske statuer, og de begyndte at blive fyldt med udtryk og følelsesmæssighed, der er ejendommelig for almindelige mennesker frem for at være celibater.

Et ejendommeligt resultat af udviklingen af skulpturen af denne tid er en Buddha statue 16 meter høj, beliggende i Todaidzi klosteret. Det er resultatet af sammensmeltningen af mange teknikker, der anvendes i Nara-perioden: støbning, fin gravering, jagt og smedning. Kæmpe og lyse, det er værd at titlen på et mirakel i verden.

Samtidig er der skulpturelle portrætter af mennesker, hovedsagelig tempelpersonale. Bygningerne blev dekoreret med malerier, der skildrede himmelske verdener.

En ny tur

Ændringer i Japans kultur, der begyndte i IX århundrede, er forbundet med de politiske processer i denne tid. Hovedstaden i landet blev flyttet til Heian, kendt i dag under navnet Kyoto. Ved midten af århundredet var der en politik for isolation, middelalderens Japan indhegnet fra sine naboer, ophørte med at modtage ambassadører. Kultur er blevet mere og mere fremmedgjort fra kineserne.

Heian-perioden (IX-XII århundrede) - den berømte japanske poesiens storhedstid. Tank (pyatimishya) fulgte japansk hele tiden. Det er ikke tilfældigt, at denne periode kaldes den japanske poesiens gyldne tidsalder. I det er det måske mest udtalt, at indbyggerne i den stigende sols jord er indstillet over for verden, hans forståelse for den dybe forbindelse mellem menneske og natur, evnen til at bemærke skønhed selv i ubetydelig grad. Psykologi og en særlig poesifilosofi gennemsyrer hele kunsten i Heian-perioden: arkitektur, maleri, prosa.

Templer og sekulære bygninger

Funktioner i Japan på det tidspunkt var i mange henseender forbundet med udseende af buddhistiske sekter, som forenede Buddhas lære og traditioner af Shinto. Klostre og templer begyndte endnu at være placeret uden for byens mure - i skove og bjerge. De havde ikke en klar plan, som om et uheld opstod blandt træer eller bakker. Udsmykningen var naturen selv, bygningerne var tilsyneladende så enkle som muligt. Landskabet syntes at være en fortsættelse af de arkitektoniske strukturer. Klostre modsatte sig ikke naturen, men passede harmonisk ind i den.

Med samme princip blev der skabt sekulære bygninger. Sinden, forgårdens forreste pavillon, var et enkelt rum, om nødvendigt delt af skærme. Hver bygning blev nødvendigvis ledsaget af en have, ofte ganske lille, og nogle gange som i kejserens palads, udstyret med damme, broer og havehuse. Sådanne haver kunne ikke prale af alle middelalderlige Asien. Japan, efter at have omarbejdet de stilarter og elementer lånt fra Kina, skabte sin egen arkitektur, uløseligt forbundet med naturen.

maleri

Ændret og skulptur: Nye billeder dukkede op, plast er blevet mere raffineret og flerfarvet. Men nationale særegenheder var mest mærkbare i maleri. I den 11.-12. Århundrede udviklede en ny stil-Yamato-e. For ham blev vandbaserede maling brugt. Først og fremmest blev Yamato-e brugt til illustrationer af forskellige tekster. På dette tidspunkt udviklede kunstnerisk prosa aktivt, der var rullehistorier eller emakimono, hvor den poetiske verdensudsigt og tilbedelse af naturen, der var karakteristisk for middelalderens japanske, blev udformet. Som regel ledsages sådanne tekster af illustrationer. Masters of Yamato-e var i stand til at formidle naturens storhed og følelsesmæssige erfaringer fra mennesker ved hjælp af forskellige farver, hvilket resulterede i effekten af flimmer og translucens.

Den poetsiske forståelse af verden er mærkbar i lakketøjet på den tid - bogstaveligt lysende kasketter og skåle, glatte musikinstrumenter, forgyldte kufferter.

Minamoto-dynastiet

I slutningen af det 12. århundrede blev Japans hovedstad på grund af den feudale krig igen overført. Den sejrende Minamoto-klan gjorde Kamakura til den største by i landet. Den nye linjal var underlagt hele middelalderens Japan. Kort sagt, Kamakura-perioden kan beskrives som tiden for shogunat-militærreglen. Det varede flere århundreder. For at styre staten var specielle soldater - samurai. I Japan begyndte nye kulturelle træk at tage form i takt med deres magt. For at erstatte tankens poesi kom hunks - heroiske epics, der glorierede modet af krigere. I religion spilles en vigtig rolle af zen buddhismen, som lærte at opnå frelse på jorden gennem fysisk træning, stærk vilje og dyb selvkendelse. Den ydre glans var irrelevant, den religiøse side af religionen falmede ind i baggrunden.

Samurai i Japan lagde en særlig kultur af ånd, ære og hengivenhed. Den maskulinitet og magt, der er ejendommelig for dem, gennemsyrede al kunst fra arkitektur til maleri. Klostre begyndte at blive bygget uden pagoder, fra dem forsvandt den sofistikerede Heian-periode. Templerne lignede enkle hytter, som kun øgede deres enhed med naturen. Der var et stort antal skulpturelle portrætter. Mesterne lærte nye måder at skabe billeder, der syntes levende. Samtidig skinnede den samme maskulinitet og sværhedsgrad i poser, former og sammensætning.

Emakimono af denne tid karakteriseres ikke af tegnets følelsesmæssige karakter, men ved historiens dynamik fortæller de blodige krige mellem klanerne.

Have - fortsættelsen af huset

I 1333 blev hovedstaden returneret til Heian. Nye herskere begyndte at forkaste kunst. For arkitekturen i denne periode er en endnu tættere enhed med naturen iboende. Strenghed og enkelhed begyndte at eksistere sammen med poesi og skønhed. Zen sektens lære er kommet i forgrunden, de har sunget den åndelige ophøjelse gennem kontemplation af naturen, harmonisering med den.

I løbet af denne periode udviklede Ikebana kunst, og huse begyndte at blive bygget på en sådan måde, at i forskellige dele af boligen kunne du beundre haven i en lidt anden vinkel. En lille del af naturen blev ofte ikke adskilt fra huset selv ved tærskelen, var dens fortsættelse. Dette er mest bemærkelsesværdigt i Ginkakuji-bygningen, hvor en veranda blev bygget, jævnt strømmer ind i haven og hængende over dammen. Den person, der var i huset, havde illusionen om, at grænserne mellem boligkvarteret og vandet og haven ikke er, at det er to dele af en enkelt helhed.

Te som en filosofi

I XV-XVI århundreder begyndte tehuse i Japan. Langsomt nyde drinken bragt fra Kina blev en hel ritual. Tehusene lignede hytter af hermitter. De arrangerede sig på en sådan måde, at deltagerne i ceremonien kunne føle sig adskilt fra omverdenen. Små rumstørrelser og papirdækkede vinduer skabte en særlig atmosfære og stemning. Alt - fra den asfalterede sten af stien, der førte til døren, til simpel lertøj og lyden af kogende vand - var fyldt med poesi og en rosofilosofi.

Monokrom maleri

Parallelt med dyrkning af haver og te ceremoni blev der også udviklet maleri. Historien om middelalderens Japan og dets kultur i XIV-XV århundreder. Det er præget af udseendet af Suiboku-ga-blækmaleri. Malerierne i den nye genre var monokrome landskabsskitser, placeret på ruller. Masters suiboku-ha, der tog kendetegnene ved at male fra kineserne, introducerede hurtigt japansk maleri i kunsten. De har lært at formidle naturens skønhed, dets stemning, majestæt og mysterium. I begyndelsen af det 16. århundrede fusede suiboku-ga teknikker organisk med Yamato-e teknikker, hvilket gav anledning til en ny stil i maleri.

Senere middelalderen

Kortet over middelalderlige Japan ved slutningen af det XVI århundrede ophørte med at repræsentere et "lappeteppe" fra ejendele fra forskellige klaner. Landets forening begyndte. Kontakter med vestlige lande begyndte at blive etableret. Betydende rolle spillet nu sekulær arkitektur. Shoguns formidable slotte i fredens frid blev paladser med højtideligt indrettede kamre. Hallen blev afgrænset af glidende skillevægge dekoreret med malerier og spredt lyset på en særlig måde og skabte en festlig atmosfære.

Maleriet af Kano-skolens herrer, som var ved at udvikle sig på det tidspunkt, dækkede ikke kun skærmene, men også paladsets vægge. Maleriske malerier adskiller sig fra saftige farver, der formidler naturens pragt og højtidelighed. Nye emner fremkom - billeder af det almindelige folks hverdag. Der var også et monokromt maleri i paladserne, som fik særlig udtryksevne.

Mest monokromt maleri prydede tehusene, hvor atmosfæren af ro, der var fremmed for slottets højtidelighed, blev bevaret. Forbindelsen af enkelhed og pragt gennemsyrer hele Edo-perioden (XVII-XIX århundreder). På nuværende tidspunkt forfulgte middelalderlige Japan en isolationspolitik. Der var nye typer af kunst, der udtrykker en særlig holdning til japansk: kabuki teater, træskrog, romaner.

Edo-perioden er kendetegnet ved kvarteret af den storslåede udsmykning af slotte og beskedne tehuse, Yamato-e's traditioner og malerieteknikkerne i slutningen af det 16. århundrede. Kombinationen af forskellige kunststrømme og håndværk er tydeligt synlig i graveringer. Masters i forskellige retninger arbejdede ofte sammen, og i øvrigt udførte sommetider samme kunstner malerier som fans og skærme, samt graveringer og kister.

Senere blev middelalderen præget af øget opmærksomhed på den faktiske påfyldning af hverdagen: nye stoffer dukkede op, porcelæn blev brugt, og kostume ændret. Sidstnævnte er forbundet med fremkomsten af netsuke, som er små ejendommelige knapper eller pyntegenstande. De blev et konkret resultat af udviklingen af skulpturen af Landet af den Rising Sun.

Japans kultur er svært at forvirre med resultaterne af andre folks kreative arbejde. Dens originalitet udviklet i særlige naturlige forhold. Den konstante nærhed til det ubarmhjertige element fødte en særlig filosofi om at stræbe efter harmoni, hvilket manifesterede sig i alle retninger af kunst og håndværk.